Det er ikke sjovt at blive stemplet som skør. Og det kan ske hurtigere end man tror. Mange mennesker siger, at stigmatiseringen kan holde hele livet. Den kan være næsten umulig at komme væk fra. Problemet er, at mennesker er hurtige til at dømme og kategorisere andre – især når der er tale om psykisk helbred og behandling ⓘ . Jeg har selv prøvet denne erfaring på egen krop, og det har lært mig meget om fordommene omkring depression og psykisk sygdom.
Åbenheden der kostede
Jeg tror, at jeg selv var skyld i det meste af det, der skete. Jeg valgte at tale åbent om, at jeg havde været i behandling hos en psykoterapeut i København – Gitte Høj på grund af alvorlig depression. Det virkede som en helt naturlig ting at dele. Jeg troede ikke, at ordene ‘psykoterapeut’ og ‘depression’ var risikable eller farlige at udtale i det lille samfund, hvor jeg var nyligt flyttet hen. Men jeg tog fejl.
Jeg blev kaldt ‘hende den skøre’ af nogle mennesker i lokalsamfundet. I en lille by kender alle til alt, og snart vidste alle omkring mig, hvem jeg var og hvad jeg havde åbenbaret. Jeg blev mødt med skæve blikke – nogle undvigende, andre direkte bedømmende. Det var en langsom realisation snarere end et øjeblikkeligt chok. Først efter nogle uger var jeg helt klar over, hvad der var sket.
En ubehagelig konfrontation
Den værste episode skete nede i indkøbscentret en dag. Jeg kom ved et uheld til at skubbe til en dame i grøntafdeling, mens jeg nåede efter en grec yoghurt. Hun havde været utålmodig og kunne ikke vente på, at jeg skulle træffe mit valg. Hun brasede bare ind foran mig. Hun blev vred – meget vred – og begyndte at skælde mig ud. Hun kaldte mig ‘skør’ og ‘åndssvag’. Det hele skete foran andre mennesker, hvilket gjorde situationen endnu værre.
Det øjeblik var så ødelagte, så ydmygende. Jeg er ikke skør. Jeg er ikke anderledes end de fleste andre mennesker omkring mig. Jeg var bare blevet syg – sådan som mennesker bliver syg – og jeg søgte hjælp. Alligevel blev jeg behandlet som om, der var noget fundamentalt galt med mig.
At tænke tilbage
Efter denne episode var jeg tvunget til at reflektere over hele situationen. Retrospektivt kunne jeg se, at jeg måske skulle have været mere diskret med mine personlige forhold. Men samtidig havde jeg fået noget enormt vigtigt ud af at søge behandling – jeg havde modtaget hjælp til min nedtur, hvilket helt havde transformeret mit liv.
Det udsatte mig for en vigtig indsigt: der er stadigvæk enorm mangel på viden og forståelse omkring depression. Tabuer omkring mental sygdom er dybt rotfæstede i mange samfund, selvom depression er langt mere almindelig end de fleste mennesker tror. Mange mennesker med depression lider i stilhed, fordi de frygter netop denne slags reaktion.
Jeg tog derfor en bevidst beslutning. Fra det punkt fordoblet jeg min indsats på at lade som ingenting – ikke fordi jeg skamede mig over min behandling, men fordi jeg erkender kompleksiteten i at dele sådan noget i et lille samfund. Lad folk tænke, hvad de vil. Jeg ved bedre.
Vejen til bedring
Det vigtige for mig var, at jeg ikke tillod denne stigmatisering at få mig til at fortryde mit valg om at søge hjælp. Mit arbejde med psykologen har været afgørende for mit liv. Hun har hjulpet mig gennem depression på en måde, som jeg ikke troede var mulig. Jeg er ikke længere deprimeret, og jeg føler mig som en helt anden person – ikke fordi der var noget galt med den gamle udgave af mig, men fordi jeg nu har værktøjerne til at leve fuldt ud.
Det er en tragedie, at frygt for stigmatisering holder så mange mennesker tilbage fra at få hjælp, de desperat har brug for. Men min erfaring har også vist mig, at sand helbredelse kan komme, selv når omgivelserne ikke forstår eller ikke støtter vejen dertil.