Menu Luk

På krisecenter

Jeg er fuld af beundring over min svigermor. Hun er en aktiv kvinde. Sidst i 50’erne. Har altid været hjemmegående. Hendes mand – min svigerfar – har forsørget hende og min mand. De har aldrig manglet noget. Min svigermor har passet hus og hjem for sin mand og sin søn, indtil han flyttede hjemmefra. Da han flyttede hjemmefra, og vi mødte hinanden, begyndte min svigermor at kede sig. Der var ikke nok at rive i. Hendes mand og hun selv rejste en del. Havde mange gode oplevelser på alle de små ture, de tog.

Frivilligt arbejde

Hun levede længe højt på at fortælle os og sine veninder om rejserne til Shanghai, New York, London og alle de andre storbyer de har besøgt. Men på et tidspunkt blev de ligesom lidt trætte af at rejse. Og så begyndte min svigermor at kede sig igen.
Men så fandt hun på, at hun ville lave frivilligt arbejde. Hun har hjulpet til som assistent hos Kræftens Bekæmpelse. Hun har også arbejdet som frivillig for Dansk Røde Kors. Ja, hun har stået med indsamlingsbøsser nede på torvet – hun har også sunget julesange i minus 5 grader d. 23/12.

Nok at gøre i et krisecenter

Lige nu arbejder hun som frivillig i et krisecenter, der ligger i området, hvor hun bor. Hun bruger meget tid på det. Hun siger, at hun føler, at hun gør noget godt. Hun hjælper folk i nød. Det er noget, hun altid har gjort. Krisecenteret, hun arbejder for, er ikke kun forbeholdt kvinder. Det er et krisecenter, der tager imod både mænd og kvinder. Det er heller ikke et krisecenter, der kun tager imod folk, der har været udsat for en eller anden form for vold. Det tager også imod mennesker, der har psykiske problemer. Fx depressioner og selvmordstanker. Centeret er temmelig stort, og de har faktisk travlt.

Ekstra travlt nu

Hun fortæller mig, at her under Corona krisen har de virkeligt haft meget at lave. Antallet af mennesker, der har psykiske problemer, er steget meget. Hendes opgaver på centeret er at hjælpe med at holde rent og at tale med de mennesker, der kommer, men som kan klare at tage vare på sig selv. Hun bruger meget tid på at læse højt for små børn, der er kommet til centeret, fordi deres mødre har været udsat for vold. Hun bruger også tid på at lære dem af børnene, der vil, at strikke. Hun kan godt lide det.

Og det er det, jeg beundrer hos hende. Hun er ikke for fin til at påtage sig et job. Hun udfører en opgave med ildhu. Går helt ind i den. Vil bare gerne hjælpe. Og når jeg spørger hende om, hvorfor hun gør det, ja, så får jeg følgende svar: ”Fordi jeg kan! Fordi jeg vil!” Hvad hun ikke siger, er: ”Fordi jeg har tid, og fordi jeg keder mig ved bare at gå rundt derhjemme i huset.”

Er det ikke beundringsværdigt? Andre kvinder i hendes situation ville måske vælge at gå på café med en veninde og så sidde der og beklage sig over sit kedelige liv.

Andre artikler