Klokken er 16:23. Jeg er lige kommet hjem fra skole ⓘ . Det har været en ret hård dag. Vores matematiklærer var i det ondskabsfulde hjørne og har givet os mange lektier. Jeg havde også et uheld nede i kantinen. Der var en klovn, der kom til at hælde cola ned over min nye bluse. Den er fuldkommen ødelagt. Jeg smider jakken og skoene i entreen og går ind i stuen, hvor jeg finder min mor. Hun arbejder kun på halv tid, og jeg er temmelig sikker på, at det gør hende heldig sammenlignet med mange andre forældre. Hun sidder fordybet foran sin laptop, og jeg undrer mig på, om hun laver hjemmearbejde eller blot nyder stilheden. Hun har en del opgaver, som hun kan klare hjemmefra, men jeg ved aldrig helt, hvad hun laver bag den lysende skærm.
Nusse om fødderne
Jeg smider mig på sofaen ved siden af hende uden at sige noget. Min dag er bare blevet for meget. Jeg strækker mine fødder ud og kigger på hende med det udtryk, som jeg ved virker. Hun forstår besked. Hun rækker helt automatisk ud efter mine fødder, som om det er noget, vi gør hver dag – selvom det ikke er tilfældet. Hun begynder at nulre, og jeg begynder straks at slappe af. Der er noget næsten magisk over det. Mine muskler løsner op, spændingerne fra dagen smelter væk, og jeg falder næsten i søvn. Det er så lækkert at få nulret fødderne efter en lang, dum dag fyldt med matematik, klovne og ødelagte bluser.
Jeg spørger hende, hvad hun laver. Jeg kan mærke, at hun er lidt fraværende, ikke helt til stede sammen med mig. Hun svarer uden at kigge op fra skærmen, at hun leder efter dame hjemmesko. Hun siger uden særlig entusiasme, at hun har brug for et nyt par – hendes gamle er blevet slidte og ukomfortable. Jeg får pludselig en idé. “Kan du så ikke bare finde et par hjemmesko til mig også?” spørger jeg. Det virker som et rimeligt forslag. Mine fødder er kolde hele tiden, især når det bliver efterår.
Hørte hun mig?
Jeg er ikke helt sikker på, at hun registrerer mit spørgsmål. Hun fortsætter med at stryge mine fødder uden at svare med det samme. Jeg ligger bare og nyder øjeblikket – hun er der for mig, selv om hendes sind måske er andetsteds. Pludselig smækker hun sin laptop sammen med en bestemt bevægelse. Hun kigger på mig med et lille smil. Siger, at skoene kommer i overmorgen. Hun har netop fået en ordrebekræftelse via email. Hun har bestilt to par hjemmesko – et til mig og et til sig selv. Og ikke nok med det: hun har også købt sutsko til børn, fordi hun vidste, at jeg ville elske dem.
Jeg kan mærke varmen brede sig gennem mit bryst. Det handler ikke engang så meget om skoene, selvom jeg glæder mig til dem. Det handler om, at hun lyttede. Hun var så optaget af at finde løsninger for sig selv, at hun hørte mit usagte ønske og gjorde noget ved det. Det er på en eller anden måde det hele værd – selv matematikølsteriet og cola-katastrofen.
Hun rejser ⓘ sig. Pakker mig ind i en plaid, som hun hiver over mig. Den er varm og tryggende. Hun kysser mig på panden og går ud i køkkenet. Hun skal til at forberede aftensmaden. Og jeg skal have mig en lur, så jeg kan være frisk til at læse lektier i aften. Mens jeg ligger der under plaidet, med mine små, kolde fødder, tænker jeg, at livet har nogle rigtig fine øjeblikke, selv når dagen har været hård. Og snart – bare om kort tid – skal mine fødder være varm.