Nu var jeg lige i så godt humør. Jeg har jo gået her og sparet penge sammen, så jeg kan købe nogle varer, jeg synes, jeg mangler. Jeg gik derfor ind på det site, hvor jeg plejer at handle. Det er et site i Storbritannien. Jeg har tidligere købt fra deres site uden problemer. De får varerne hjem fra USA først, hvilket betyder, at deres lager ofte har de seneste produkter, før danske forhandlere når at importere dem. Jeg har ikke tålmodigheden til at vente på, at en dansk ⓘ forhandler får taget sig sammen til at bestille varerne hjem – det kan tage måneder. Jeg lagde varerne i min kurv og begyndte processen med at betale og indtaste adressen, som varerne skal sendes til.
Ikke til Danmark?
Men midt i processen får jeg så at vide, at varerne ikke kan sendes til Danmark ⓘ . Det forbavser mig. Jeg ved godt, at Brexit har medført problemer for handlerne. Men jeg har da fået varer fra dem efter, at Brexit blev indført – kun et par måneder siden, faktisk. Det giver mig håbet om, at det måske blot er et midlertidigt forhold. Jeg kontakter shoppen på deres Live Chat. Jeg spørger høfligt, hvorfor de pludselig ikke kan sende varerne til Danmark.
Jeg får et svar, som jeg kan godt forstå, selv om det ærgrer mig. Det handler ikke om, at de ikke vil handle med Danmark – det handler om økonomi og administrative byrder. Siden Brexit er det blevet administrativt og økonomisk meget tungtvejende for britiske onlineforhandlere at sende varer til EU-landene. Årsagen er, at de selv skal håndtere alt, hvad der har med told og momsskat på varerne. Da varerne sendes ind til EU, bliver de behandlet som import fra et tredjeland – hvilket betyder, at forhandleren skal udfylde tolddokumenter, håndtere EU-moms og muligvis betale midlertidige importafgifter på kundens vegne. Det er en ny regel, der er trådt i kraft her i juli måned.
For en mindre eller mellemstor britisk onlineforhandler kan den administrative indsats og omkostningen ved at håndtere dette for hver enkelt ordre til EU blive uforholdsmæssig stor. Mange forhandlere har derfor valgt at trække sig helt ud af EU-markedet. Det er ikke en dårlig virksomhedsbeslutning – det er blot en konsekvens af, at handelsforholdene fundamentalt har ændret sig.
Hvad med en undtagelse?
Jeg spørger alligevel, om de ikke kan lave en undtagelse og sende varerne til mig alligevel. I sidste ende er det jo mig, der betaler alle omkostningerne ved import – jeg forventer slet ikke, at de skal påtage sig udgifterne. Men svaret er kategorisk: Det kan de desværre ikke. Ikke fordi de ikke vil, men fordi systemerne deres er indrettet således, at de ikke kan behandle ordre til EU forskelligt fra andre. Det ville kræve en helt omstrukturering af deres logistik og betalingssystemer, hvilket selv for større virksomheder ville være økonomisk urentabelt.
Jeg blev meget skuffet – ikke over forhandleren, som jeg helt forstår, men over situationen. Her sidder jeg med pengene på lommen og parat til at købe, og jeg kan ikke engang få lov til at betale for det. Jeg bestemte mig på stedet for, at jeg må sætte mig ned og lede efter en anden løsning.
Jeg begyndte at søge efter onlineforhandlere inden for EU, som havde de samme varer. Til min overraskelse fandt jeg relativt hurtigt en Shop i Holland, som ikke bare havde alt det, jeg søgte – de solgte det også til en pris, der var omkring 10-15 % billigere end den britiske forhandler havde krævet. Det var næsten som at få en kompensation for problemet. Jeg gennemgik checkout-processen, fandt betalingskortet frem og fik hurtigt en bekræftelsesmail tilbage.
I det perspektiv fik det hele en mindre bitter smag af ironi. Brexit skulle forsvare britiske interesser, men i praksis har det blot drevet mig mod europæiske alternativer – og billigere sådan.